ADHD: symptomer, udredning, behandling og støtte

Viden om ADHD er vokset markant i de seneste årtier. Samtidig har langt flere børn, unge og voksne fået diagnosen.

Hvad er ADHD?

ADHD er en forkortelse for attention deficit hyperactivity disorder. De centrale symptomer handler om vanskeligheder med opmærksomhed og koncentration, impulsivitet og hyperaktivitet eller indre uro.

Hvilke vanskeligheder der dominerer, varierer. Nogle har især problemer med opmærksomhed, planlægning og organisering, mens andre også har tydelig hyperaktivitet og impulsivitet.

Begrebet ADD blev tidligere ofte brugt om ADHD, hvor opmærksomhedsvanskelighederne dominerer, og hyperaktiviteten er lille eller helt mangler. I dagens diagnosesystem regnes dette som en form for ADHD.

Hvor almindeligt er ADHD?

Forekomsten afhænger af, om man undersøger symptomer i befolkningen eller tæller registrerede diagnoser. Patienthåndbogen på sundhed.dk angiver, at omkring 5 procent af børn har opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet i en sådan grad, at det giver problemer i hverdagen. Tallet skal ikke sidestilles med andelen af børn, der har fået en registreret ADHD-diagnose.

ADHD er også i fokus hos voksne. Hvor mange der får diagnosen, påvirkes blandt andet af, hvordan udredning og behandling er organiseret.

I Norge anslås omkring 5 procent af børn at have ADHD. I Finland og Sverige har omkring 10–12 procent af drengene en registreret ADHD-diagnose. De tilsvarende tal blandt piger er ca. 5–7 procent.

Forskellene mellem lande og regioner viser blandt andet, at registrerede diagnoser ikke er det samme som den underliggende forekomst af ADHD i befolkningen.

Hvad skyldes ADHD?

Der er ikke én enkelt årsag til ADHD. Forskningen viser, at arvelige faktorer har stor betydning, og ADHD forekommer ofte hos flere personer i samme familie.

ADHD er en udviklingsrelateret funktionsnedsættelse og er forbundet med forskelle i, hvordan hjernen udvikler sig og regulerer blandt andet opmærksomhed, motivation, impulser og aktivitet.

Miljøet forårsager ikke ADHD på nogen enkel måde. Til gengæld har omgivelserne betydning for, hvor store konsekvenser vanskelighederne får. De samme vanskeligheder kan således komme meget forskelligt til udtryk afhængigt af omgivelsernes krav og støtte. En person kan for eksempel fungere godt i et tydeligt og forudsigeligt miljø, men få betydelige problemer, når kravene til planlægning, selvstændighed og koncentration øges.

ADHD kan se forskellig ud fra person til person

ADHD forbindes ofte med et barn, der har svært ved at sidde stille. Men det er kun ét af mange mulige scenarier.

Opmærksomhedsvanskeligheder kan betyde, at man har svært ved at komme i gang, gøre opgaver færdige, holde orden, overholde tider eller huske det, man har planlagt. Det kan også være svært at holde koncentrationen på noget, der føles monotont, samtidig med at man nogle gange kan blive meget fokuseret på noget, der vækker stor interesse.

Impulsivitet kan for eksempel betyde, at man afbryder andre, træffer hurtige beslutninger eller har svært ved at vente. Hyperaktivitet hos voksne kan visesig som rastløshed, et stort aktivitetsbehov eller en følelse af konstant at skulle være i gang.

ADHD hos piger og kvinder

ADHD opdages ofte senere hos piger end hos drenge. En forklaring er, at piger oftere har mindre tydelig hyperaktivitet og i stedet kan have vanskeligheder med koncentration, organisering og indre uro. Sådanne problemer er lettere at overse i skolen.

Forskellene mellem kønnene mindskes senere i livet, og den kraftigste stigning i diagnosticering og medicinsk behandling i Norden i de senere år er set blandt piger og unge kvinder.

ADHD hos voksne

ADHD begynder i barndommen, men for mange fortsætter vanskelighederne i voksenalderen. Samtidig kan symptomerne ændre sig. Den tydelige motoriske hyperaktivitet aftager ofte, mens problemer med koncentration, organisering, tidsfornemmelse og impulskontrol kan bestå.

Voksenlivet stiller desuden store krav om selv at organisere arbejde, økonomi, relationer, hjem og familieliv. Derfor kan ADHD nogle gange blive tydeligere, når kravene stiger, selv om personen har haft symptomer siden barndommen.

Samtidig kan mange udvikle strategier, der gør, at vanskelighederne mærkes mindre udadtil.

Andre tilstande er almindelige samtidig

ADHD forekommer ofte sammen med andre neuropsykiatriske eller psykiatriske tilstande. Eksempler er autisme, angst, depression, søvnproblemer, sprog- og indlæringsvanskeligheder samt misbrug.

Det er en vigtig grund til, at en ADHD-udredning ikke kun handler om at beskrive ADHD-symptomer. Sundhedsvæsenet skal vurdere personens samlede situation og undersøge, om vanskelighederne kan skyldes eller påvirkes af en anden tilstand.

Sådan udredes ADHD

I Danmark kan forældre henvende sig til barnets egen læge eller til kommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR, når vanskelighederne viser sig i skolen og hjemme. Derfra kan barnet om nødvendigt henvises videre til specialistvurdering. Voksne kan kontakte deres egen læge for en første vurdering og eventuel henvisning til psykiatrisk udredning.

Diagnosen stilles efter en systematisk vurdering af symptomer, udviklingshistorie, funktion i hverdagen og mulige andre forklaringer. For børn er oplysninger fra både hjem og skole vigtige. ADHD-diagnosen kan ikke stilles med en hjernescanning eller et enkelt spørgeskema.

For voksne er det vigtigt at forsøge at kortlægge, om ADHD-symptomerne var til stede allerede i barndommen. Spørgeskemaer og vurderingsskalaer kan være nyttige dele af udredningen, men diagnosen må ikke stilles alene på baggrund af sådanne test. Andre mulige årsager til symptomerne skal også vurderes.

Diagnosen handler også om, hvordan hverdagen fungerer

At man nogle gange er glemsom, rastløs eller har svært ved at koncentrere sig, betyder ikke, at man har ADHD.

For at stille diagnosen kræves et vedvarende mønster af symptomer, der begyndte i barndommen, og som giver tydelige vanskeligheder i hverdagen. Problemerne skal være til stede på mere end ét vigtigt område, for eksempel både hjemme og i skolen eller både privat og på arbejdet.

Hvor store problemerne bliver, afhænger derfor ikke kun af symptomerne, men også af, hvilke krav personen møder, og hvilken støtte der findes i omgivelserne.

Behandling og støtte ved ADHD

Behandlingen kan omfatte information og vejledning, støtte til forældre, tilpasninger i skole eller uddannelse, psykologiske indsatser og medicin, når der er behov for det. For børn skal indsatser i sundhedsvæsenet ofte spille sammen med støtten i skolen og kommunen. Sundhedsstyrelsen har nationale kliniske retningslinjer for børn og unge samt for voksne; for voksne findes der også en nyere anbefaling om behandling uden medicin.

Ved medicinsk behandling vurderes valget individuelt, og behandlingen følges op med hensyn til effekt, appetit, søvn og andre mulige bivirkninger.

Medicin ved ADHD

Medicin kan være en vigtig del af behandlingen for både børn og voksne. Den kan blandt andet mindske uopmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet og dermed gøre det lettere at fungere i skole, arbejde og hverdag.

De mest almindelige lægemidler er centralstimulerende. Methylphenidat bruges ofte som førstevalg. Andre muligheder er blandt andet lisdexamfetamin og dexamfetamin. Der findes også ikke-centralstimulerende lægemidler, først og fremmest atomoxetin og, for nogle patienter, guanfacin. Hvilket lægemiddel der passer bedst, afgøres individuelt.

Behandlingen følges op for at vurdere både effekt og eventuelle bivirkninger. Appetit, vægt, højde hos børn, puls, blodtryk og EKG er eksempler på forhold, der kan være behov for at følge.

Langtidsvirkende ADHD-medicin – effekten kan tilpasses over dagen

Centralstimulerende ADHD-medicin adskiller sig ikke kun ved, hvilket aktivt stof den indeholder. Mindst lige så vigtigt kan det være, hvordan lægemidlet frigives, og hvor længe effekten varer.

De første ADHD-lægemidler var korttidsvirkende og skulle ofte tages flere gange om dagen. Det kan give større udsving i medicinniveauet, med tydelig effekt efter en dosis og en hurtigere aftagen nogle timer senere. Hos nogle kan et hurtigt fald i lægemiddelkoncentrationen give såkaldt rebound, hvor for eksempel rastløshed, irritabilitet eller andre ADHD-symptomer midlertidigt bliver mere fremtrædende.

I dag bruges der ofte langtidsvirkende medicin. Den er udviklet til at give effekt i en større del af dagen, men »langtidsvirkende« betyder ikke, at alle præparater virker på samme måde. Forskellige frigivelsesteknologier giver forskellige forløb. Forskellige lægemidler frigiver større eller mindre dele af dosis med det samme og resten gradvist i løbet af dagen.

Nyere frigivelsesteknologier gør det også muligt, at centralstimulerende ADHD-medicin ikke påvirkes af pH-værdien i mave-tarm-kanalen, og at den nu også findes som tyggetabletter.

Flere typer langtidsvirkende ADHD-medicin

Der findes flere typer langtidsvirkende ADHD-medicin. Methylphenidat findes i forskellige depotformuleringer, hvor lægemidlet frigives gradvist i løbet af dagen. Lisdexamfetamin er også langtidsvirkende, men på en anden måde: Det er et lægemiddel, der først aktiveres, efter at det er optaget i kroppen. Her omdannes det til dexamfetamin, som står for lægemidlets effekt. Den gradvise omdannelse bidrager til, at effekten holder i en stor del af dagen.

Målet med langtidsvirkende behandling er ofte en jævn symptomkontrol i den del af dagen, hvor der er behov for det, og en gradvist aftagende effekt. Det kan også være praktisk kun at skulle tage medicinen én gang om morgenen – ikke mindst for børn, der ellers skulle tage en dosis i løbet af skoledagen.

Samtidig er den længst mulige effekt ikke altid bedst. En person kan have brug for effekt gennem en lang arbejds- eller studiedag, mens en anden har brug for en kortere virketid. Påvirkning af appetit, søvn, andre bivirkninger og hvornår på dagen symptomerne giver størst problemer, skal også tages i betragtning.

Derfor kan to lægemidler med samme aktive stof opleves forskelligt og virke forskelligt godt for den samme person. Behandlingen skal tilpasses individuelt, både hvad angår aktivt stof, dosis, lægemiddelform, og hvor længe effekten skal vare.

Bivirkninger af ADHD-medicin

Centralstimulerende medicin kan blandt andet give nedsat appetit, hovedpine, maveproblemer, søvnbesvær og forhøjet puls eller blodtryk. Hos børn følges også højde og vægt samt EKG af hjertet.

Også ikke-centralstimulerende medicin kan give bivirkninger. Hvilke der er mest almindelige, varierer mellem præparaterne. Hvis et lægemiddel ikke virker godt nok eller giver generende bivirkninger, kan det være nødvendigt at justere dosis eller prøve et andet lægemiddel. Behandlingen bør evalueres regelmæssigt.

Kost og ADHD – betyder det noget?

Der findes ingen særlig »ADHD-kost«, som har vist sig at behandle ADHD.

Til gengæld er regelmæssige måltider og en ernæringsmæssigt god kost vigtige for helbredet – præcis som for alle andre. For nogle personer kan ADHD gøre det svært at planlægge måltider og huske at spise. Centralstimulerende medicin kan desuden nedsætte appetitten, hvilket er særligt vigtigt at være opmærksom på hos børn i vækst.

Hvis appetitten eller vægten påvirkes, bør det tages op med det behandlende sundhedspersonale.

Mad, syreneutraliserende medicin og visse drikke (for eksempel juice eller energidrikke) kan påvirke pH-værdien i mavesækken, hvilket igen kan påvirke, hvordan forskellige centralstimulerende lægemidler frigives.

Der er brug for støtte, også efter diagnosen

En diagnose er ikke slutpunktet. Behandling og støtte skal tage udgangspunkt i den enkeltes faktiske behov og funktion.

For et barn kan det handle om tilpasninger i skolen, støtte til forældrene og hjælp til at skabe struktur og forudsigelighed. For en voksen kan tilsvarende støtte være nødvendig i arbejdslivet, i studiet eller i hjemmet.

Kognitiv støtte – for eksempel påmindelser, kalendere, tjeklister og hjælp til tidsplanlægning – kan gøre hverdagen lettere. Ved omfattende vanskeligheder kan støtten have behov for at blive koordineret mellem flere instanser.

At leve med ADHD

ADHD indebærer vanskeligheder og store individuelle forskelle. Den samme person kan fungere meget forskelligt afhængigt af situation, krav, interesse og den støtte, der er til rådighed.

For nogle betyder en diagnose, at de for første gang får en forklaring på problemer, der har været der i mange år. For andre kan det tage tid at forstå, hvad diagnosen indebærer.

Med viden, individuelt tilpasset støtte og om nødvendigt medicinsk behandling kan mange få væsentligt bedre forudsætninger for at klare hverdagen, studere, arbejde og have velfungerende relationer.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Som voksen kan du kontakte din egen læge, hvis symptomerne giver tydelige problemer i hverdagen. For et barn kan forældrene kontakte barnets egen læge eller PPR i kommunen. Barnet kan have brug for støtte i skolen, også mens spørgsmålet om diagnose stadig bliver udredt.