Hvad sker i kroppen ved stress? Vores alarmsystem

Hvad sker i kroppen ved stress? Vores alarmsystem

Tekststørrelse Textstorlek Mindre Större

Stressforskning fokuserede i starten næsten udelukkende på akutte symptomer. Den var hovedsageligt baseret på dyreforsøg. I dag handler det langt mere om individets reaktioner og langvarig stress. 

Forenklet kan man inddele nutidens stressforskning i tre hovedretninger: en biologisk, en miljøbaseret og en psykologisk retning. Disse forskningstraditioner har forskelligt fokus, men er baseret på, og videreudviklet af, tidligere tiders teoretiske stressmodeller. 

Biologisk stressforskning

Den biologiske stressforskning er en videreudvikling af Cannons og Selyes grundforskning, og fokuserer på at undersøge de biologiske processer. Man har opdaget, at gentagne og langvarig aktivering af de kropslige symptomer, øger risikoen for både fysiske og psykiske sygdomme. Hovedfokus har været på aktiviteten i det autonome nervesystem, og binyremarven samt binyrebarkens rolle i produktionen af adrenalin og kortison. Man bruger tre metoder til måling af de fysiske reaktioner: 

  1. Analyse af forekomst af stresshormoner (i blod, spyt eller urin)
  2. Måling af kardiovaskulære reaktioner (hjerterytme, blodtryk)
  3. Måling af effekter på immunsystemet (psykoneuroumminologi)

Miljøbaseret stressforskning

I denne retning er fokus på de udløsende faktorer i miljøet eller livssituationer, som kræver høj tilpasning. Hovedformålet har været at kortlægge hændelser i miljøet, som leder til oplevet stress og de relaterede sygdomme. 

Adolf Meyer konstaterede i 1930´erne en sammenhæng mellem stressende livshændelser og en række sygdomstilstande. Man har siden forsøgt at kortlægge hvilke faktorer i miljøet, og hvilke livshændelser, der kan have sammenhæng med oplevet stress. 

Stressreaktionen – vores biologiske alarmsystem

Ved stress reagerer vi på forskellige måder – kropsligt, kognitivt (tanker), følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt. Reaktionen er relateret til, hvor længe vi udsættes for den udløsende faktor. Den umiddelbare reaktion sker i kroppens alarmsystem – den såkaldte fight or flight-respons. Alarmsystemet aktiveres når du føler dig truet, vred eller udfordret. Der udskilles hormoner, som udløser en række fysiologiske ændringer i kroppen. Formålet er at tilføre kroppen energi. 

Stressens fysiologi

Den senere forskning har vist, at samspillet mellem hjerne og krop ved stress er meget kompliceret. Immunsystemet viser sig at spille en større rolle end antaget. Via en kompliceret kommunikation mellem kroppens forskellige signalsystemer – nervesignaler, neurotransmitter, hormoner og immunsystem – mobiliserer kroppen ressourcer til at håndtere fare. Forenklet kan man inddele reaktionerne i to forskellige systemer: 

System 1 (det sympatiske-adrenomedullære system):

Det sympatiske nervesystem aktiveres lynhurtigt, når hjernen tolker en situation som truende. De sympatiske impulser stimulerer binyremarven (adrenal medulla) til at sprede stresshormoner (katekolaminer), som adrenalin og noradrenalin. De gør dig mere vågen, øger pulsen og blodtrykket. Denne reaktion kaldes normalt fight or flight-respons. 

System 2 (hypothalamus-hypofyse-binyrebark-systemet)

Få minutter efter den sympatiske reaktion, aktiveres et meget mere kompliceret samspil mellem nervesystemet og hormonsystemet. Hjernen udsender et hormon (CRF) i hypothalamus, som stimulerer hypofysen til at udsende hormonet ACTH. Det aktiverer binyremarven, som udskiller kortison. Kortisonen spredes med blodet og påvirker flere processer og organer i kroppen. Det har blandt andet indflydelse på omsætningen af kulhydrater, fedt og proteiner i kroppens væv, samt indflydelse på immunforsvaret. 

Hormonerne fra binyrerne er længere om at nå til alle kroppens organer, men bliver også længere. Samspillet mellem det sympatiske nervesystem, hypotalamus, hypofysen og binyrerne hjælper kroppen til at forblive i alarmtilstand så længe, der er en følelse af trussel. 

Forsvarsreaktion og underkastelsesreaktion

System 1 og system 2 er også udtryk for forskellige forsvarsmekanismer i forbindelse med fare. De kobles sammen med typen af stress, og har indflydelse på, hvordan man formår at håndtere den. Forskere inddeler reaktionerne i fight or flight, som er en forsvarsreaktion og kædes sammen med system 1, og en underkastelsesreaktion (defeat), som kædes sammen med system 2. Katekolaminer (adrenalin og noradrenalin) dominerer i tilfælde hvor der kræves aktiv handling. Høje kortisonniveauer hænger sammen med situationer, hvor individet er passivt og hjælpeløst, og ses når individet har været udsat for langvarig stress. 

Begge systemer har forskellige skadelige effekter på kroppen ved langvarig stress.