Mavesmerter. Årsager og behandling

Mavesmerter. Årsager og behandling

Tekststørrelse Textstorlek Mindre Större

Mavesmerter kan indikere en række forskellige problemer og sygdomme. Hvis man skal diagnosticere problemet, bør man se på hvor smerten sidder, hvor længe smerterne har stået på og om det er en pludseligt opstået smerte. I og med at der sidder mange organer i maven, bør mavesmerter altid tages alvorligt, og man bør konsultere sin læge i tilfælde af vedvarende smerter. 

Det er ikke altid man kan finde årsagen til mavesmerten, og til tider kan smerten skyldes mere end en sygdom. Hvis man får pludselige mavesmerter kan det være tegn på galdesten, mavesyge, blindtarmsbetændelse eller en anden sygdom. Ved længerevarende mavesmerter kan årsagen være stress, forstoppelse eller skyldes brug af et lægemiddel. 

Når det gælder mavesmerter, skal man gøre sig umage med at lokalisere smerten og give en beskrivelse af, hvordan smerten føles. Man bør have en god fornemmelse af begge dele og kende sin krop, fordi det netop kan hjælpe lægen med at stille en diagnose. Hvis man kan fastslå at smerten er forårsaget af forstoppelse eller stress, bør det være nok med en livsstilsændring i form af nye og sunde kostvaner, samt at undgå stress. Ud over det, findes der håndkøbsmedicin på markedet, som kan være med til at lindre symptomerne.  

Hvornår bør man søge læge?

De fleste former for mavesmerter forsvinder oftest af sig selv efter et stykke tid, eller kræver kun en mild behandling som nævnt tidligere. Hvis der er tale om en pludselig opstået smerte, eller hvis smerten forværres, varer meget længe eller er årsag til nedsat appetit og vægttab, bør man altid søge læge. Det samme gælder i tilfælde af opkast, hvis man kaster blod op eller har en sort afføring. Man bør som regel forhøre sig hos lægen, hvordan man skal forholde sig til eventuelle mavesmerter.  

Hvilke tilstande omfatter mavesmerter, og hvor alvorlige er de? 

Når man taler om maven, kan der være tale om flere forskellige organer, som f.eks. mavesækken, urinblæren, prostata hos mænd, æggestokkene hos kvinder samt mave-/tarmkanalen. 

Nedenfor er en række tilstande beskrevet, hvilke symptomer der oftest følger med og hvilke behandlingsmetoder der findes for den enkelte sygdom. Alle kan være årsager til mavesmerter:

  • Galdesten: Stærke smerter opstår under højre ribben. Smerten kommer og går, samt man kan føle sig utilpas eller kaste op. Behandlingsmetoden vil oftest være at fjerne galdestenen, eller en medicinsk behandling kan lindre inflammationen.  
  • IBS: Irritabel tarm-syndrom (IBS) indebærer at man har en sart mave. Symptomer er blandt andet oppustet mave, utilpashed, luft i maven, forstoppelse og diarre. Oplever man disse symptomer, bør man søge læge for at udelukke andre sygdomme og få stillet en diagnose. Der findes ingen behandling for IBS, udover kontrol med hvad man spiser, og sørge for at have sunde kost- og motionsvaner.  
  • Forstoppelse: Forstoppelse forårsager mavesmerter i en længere periode. Ændring af kost og motionsvaner, samt hyppige toiletbesøg, kan forhindre en forstoppelse. Er tilstanden først opstået, kan man lindre symptomerne med afføringsmiddel. 
  • Stress: Stress kan være årsag til vedvarende mavesmerter. Man bør være opmærksom på andre symptomer, som f. eks. anspændt nakke og ryg, samt dårlig nattesøvn og vedvarende dårligt humør. Den eneste måde at behandle stress på er at undgå de situationer, som forårsager stressen. 

Der findes naturligvis en masse andre tilstande og sygdomme der kan være årsag til mavesmerter. Blandt andet Crohns sygdom, mavekatar, mavesår, blødende tyktarmsbetændelse, kræft i tyktarmen, kræft i tyndtarmen, madallergi, menstruation, tarmslyng, graviditet, spontan abort, aortaaneurisme og betændelse i bugspytkirtlen.