Mæslinger

Mæslinger

Tekststørrelse Textstorlek Mindre Större

Mæslinger er en meget smitsom sygdom, der takket være et velfungerende vaccinationsprogram sjældent forekommer i Nordeuropa. Det er derfor vigtigt at tænke på vaccination når man skal rejse udenlands.

Mæslinger spredes ved kontakt og gennem luften. Det er derfor muligt at blive smittet gennem nysen, hoste eller berøring. Selvom antallet af mæslingetilfælde i Norden er meget lavt, er sygdommen stadig et så stort problem i udviklingslande, at det daglige dødstal på grund af sygdommen estimeres til omkring 320. Det er en meget almindelig og meget smitsom sygdom i lande, hvor der endnu ikke vaccineres bredt, og dødeligheden kan være høj hos spædbørn.

Hvad er mæslinger?

Mæslinger forårsages af en virus tilhørende gruppen paramyxovirus. Sygdommen er en af de mest smitsomme sygdomme der findes. Virusset følger med udåndingen og spredes som aerosoler i luften. Ekstra modtagelige personer smittes gennem luftveje og slimhinder.

Symptomer ved et mæslingeudbrud

Startsymptomerne ved mæslinger er akut og hurtigt stigende feber, øjenirritation og vedvarende, generende, tør hoste. Efter nogle dage opstår røde, sammenflydende, plettede udslag i ansigtet, der senere spreder sig til andre dele af kroppen. 

Et andet tidligt symptom ved mæslinger er små, hvide flager på mundslimhinderne (Kopliks pletter). 

Generelle symptomer

  • Høj feber.
  • Tør, generende hoste.
  • Irriterede og overfølsomme øjne.

Efter nogle dage vil man opleve udslag på huden, der først synes lyserøde, men senere bliver mørkere og spreder sig. Udslaget starter som regel i ansigtet og spreder sig til resten af kroppen.

Komplikationer ved mæslinger

Komplikationer som følge af sygdommen er almindelige. Småbørn rammes ofte af vejrtrækningsbesvær, og deres inficerede slimhinder kan risikere at blive sekundært inficerede af andre bakterier, hvilket forværrer situationen. Børn kan eksempelvis få ørebetændelse, bihulebetændelse eller lungebetændelse, hvilket ofte kræver en antibiotikabehandling.

Ofte er man syg med høj feber i nogle uger, og det kan tage flere uger inden man kommer sig helt. Det er også ganske almindeligt at man oplever en følgesygdom i form af ovenstående betændelser. Der er også en meget lille risiko for, at mæslinger kan lede til en mere alvorlig betændelse i hjernen.

Diagnosticering af mæslinger

Sygdommen er ret karakteristisk, men kan være svær at diagnosticere klinisk, idet den netop ses så sjældent i Norden. Diagnosticeringen indebærer derfor oftest en laboratorieprøve. 

Der findes intet specifikt lægemiddel til behandling af mæslinger, og behandlingsforløbet afhænger af patienten.

Behandling af mæslinger

Der findes ingen behandling mod mæslinger, men febernedsættende lægemidler kan lindre symptomerne. 

Det kan føles mere behageligt at opholde sig i et mørkt og køligt rum grundet feberen og øjenirritationen.

Vigtigt at blive vaccineret

Har man mistanke om at man er smittet med mæslinger, bør man kontakte lægen. Idet vaccination i Norden er så almindelig ses sygdommen sjældent, men kunne hurtigt genopstå hvis vaccinationsprogrammerne blev stoppet.

I mange andre lande er sygdommen almindelig, hvilket er vigtigt at huske på hvis man vil rejse udenlands med et uvaccineret barn.