Hjertebanken (arytmi) Årsager og behandling.

Hjertebanken (arytmi) Årsager og behandling.

Tekststørrelse Textstorlek Mindre Större

Hjertebanken forekommer på forskellige måder, eksempelvis som ekstraslag, uregelmæssige eller hastige hjerteslag. Dette er helt almindeligt, opleves i alle aldre og er normalt ikke noget man skal være bekymret over. Hvis man derimod får meget hurtig hjertebanken der ikke går over, kan det være farligt. Hvis man samtidig føler sig svimmel, har det som om man skal besvime, eller har åndenød og ondt i brystet, bør man kontakte nærmeste akutmodtagelse.

Generelt om hjertebanken

Man kan opleve mange forskellige typer hjertebanken, og de fleste er helt ufarlige. Stress er en almindelig årsag, men hjertebanken kan også have andre årsager. Hvis man har angst eller panikanfald kan kroppen reagere kraftigt, og man kan få takykardi, hurtig hjerterytme. Dette er ikke farligt, men betyder blot at hjertet har en unormalt høj frekvens. Hvis man har en hvilepuls på mere end 100 slag i minuttet, betegnes det som takykardi. Af og til kan takykardi komme og gå uden anledning, på grund af et ekstra elektrisk signal til hjertet. Takykardi med svag puls kan være et tegn på akut hjertesvigt. Hvis takykardien varer mere end nogle minutter, og man samtidig har åndenød, brystsmerter eller besvimer, er det vigtigt at få foretaget en medicinsk udredning. 

Hvordan føles hjertebanken?

Et såkaldt ekstraslag føles som et stød i brystet. Ekstraslaget skyldes at hjertet er blevet fyldt med mere blod end sædvanligt, hvorfor hjerteslaget bliver kraftigere. Ekstraslag er almindeligt forekommende og skyldes ofte stress, alkohol, tobak og lignende.

Ved forskrækkelse kan hjertet begynde at arbejde hurtigere. Da tiltager hjerteslagene, for efterfølgende at aftage, og efter nogle minutter forsvinder hjertebanken helt. Dette er en helt naturlig reaktion i vores forsvarssystem. Andre årsager kan være at man har høj feber, oplever en eller anden form for smerte, har blodmangel eller lider af en hjerte- eller lungesygdom.

Hvornår får man hjertebanken?

Hvis det handler om et ekstra elektrisk signal eller andre årsager i selve hjertet, kan man få hjertebanken pludseligt og uden nogen egentlig anledning. I disse tilfælde vil man ofte opleve angst, åndenød, træthed, brystsmerter, besvimelse, svedeture eller følelsesløshed i kroppen. Oplever man nogle af disse symptomer, samtidig med at hjertet banker hurtigere end normalt, bør man kontakte sin læge så hurtigt som muligt.

For at forebygge hjertebanken, skal man forsøge at mindske de aktiviteter der forårsager stress, samt mindske sit indtag af drikkevarer som kaffe, te og alkohol. Det påvirker også hjertet positivt, hvis man holder op med at ryge.

Behandling 

Den behandling lægen ordinerer, afhænger helt og holdent af årsagen til hjertebanken, samt hvor alvorlig situationen vurderes at være. Det kan handle om at foretage nogle livsstilsændringer for at forebygge stress, om at få ordineret relevant medicin for eventuelle sygdomme eller, i de mere sjældne tilfælde, om at få indopereret en pacemaker.

Lægen vil typisk foretage en normal kropsundersøgelse med fokus på hjertet og måle blodtrykket. EKG er nødvendigt for at sikre en korrekt diagnose. Det er vanskeligt at spore kortvarige tilfælde af hjertebanken med EKG, men undersøgelsen er alligevel nødvendig for at vurdere, om der er tale om andre hjertesygdomme. Lægen tager også nogle prøver for at se, om hjertebanken skyldes blodmangel, saltforstyrrelse eller andre forstyrrelser af stofskiftet.