Alt om feber –hvorfor opstår feber

Alt om feber –hvorfor opstår feber

Tekststørrelse Textstorlek Mindre Större

Feber skal ikke bare opfattes som en sygdomstilstand i sig selv, men snarere som en markør, der viser at kroppen forsvarer sig mod en infektion. Det er en tilstand, hvor kroppens immunforsvar får lov til at kæmpe. Det er fortsat uklart, om feber udelukkende er skadeligt, eller om det også er gavnligt.

Feber udgør en funktion i immunforsvaret og forstærker det primære immunforsvar samtidig med, at det kan mindske tilkomsten af smitsomme organismer.

Den normale kropstemperatur varierer mellem 36,8 +/- 0,5 grader celsius. Normalt har man den laveste kropstemperatur om morgenen efter man er vågnet, og den højeste sent om eftermiddagen eller aftenen. Kropstemperaturen varierer fra person til person, så det der er feber for en person, er en helt normal temperatur for en anden person. Kæden af reaktioner i kroppen ved tilstanden er ret velkendt, og omfatter en række processer i kroppen, blandt andet stofskifte.

Kroppen regulerer temperaturen gennem øget stofomsætning eller gennem muskelarbejde. Varmen produceres først og fremmest af musklerne, og derfor ryster man eller får kuldegysninger ved behov for højere temperaturer. Temperaturen kan også øges af andre årsager end dem "termostaten" (i hypothalamus i hjernen) styrer. Feber kan forekomme, hvis man opholder sig i varme omgivelser, stærkt sollys eller i et varmt og fugtigt klima, hvor det ikke hjælper tilstrækkeligt at nedkøle sig ved at svede eller have øget blodomløb i huden. Når man sveder, øges varmetabet gennem den energi der forlader kroppen, når vandet fordamper. Ved ekstrem fysisk anstrengelse kan temperaturen i kroppen stige til 39 grader.

Tilstanden nedsætter den fysiske funktionsevne. Normalt varierer temperaturen også, så den før menstruation ligger 0,5 grader højere. Kropstemperaturer på over 41 grader er meget usædvanlige, og de højest målte temperaturer på 44,5 grader har været hos patienter med hedeslag. Ved temperaturer herover overlever de færreste voksne mennesker.

Ordbog

Sarkoidose – en kronisk sygdom, der blandt andet ses ved tuberkuloselignende forandringer i huden

Hepatitis – inflammation i leveren

Colitis ulcerosa – kronisk inflammation i tyktarmen

Crohns sygdom – kronisk inflammation i tarmene

Fabrys sygdom – en sjælden, arvelig aflejringssygdom med nervesmerter

Porfyri – en gruppe ikke-jernholdige stoffer, der findes i blandt andet blod og urin

Gigt – stofskiftesygdom, der kan forårsage smerter i leddene på grund af inflammation

Hyperthyreose – sygelig forstørrelse af skjoldbruskkirtlen 

Fæokromocytom – en ofte godartet tumor, der udgår fra binyremarven

Bindevævssygdomme – en gruppe af sygdomme, hvor der sker en autoimmun reaktion, og immunforsvaret angriber kroppens eget bindevæv

Kæmpecellearteritis (Arteritis temporalis)  – en slags inflammation, en fortykning i kraniets pulsåreforgreninger, der kan lukke øjets blodforsyning

Vasculitis – inflammation i blodkarrene

SLE – autoimmun sygdom, der angriber mange forskellige organer

Lungeemboli – blodprop i lungeblodkarrene

Infektioner af bakterier, virus eller svamp er de mest almindelige årsager til feber

De mest almindelige årsager er infektioner i luft– eller urinvejene. Men der er også andre inflammatoriske sygdomme og sygdomme som infarkter (ofte propper i arterielle blodkar i hjerne, lunger eller hjerte), overfunktion i skjoldbruskkirtlen og ondartede tumorer, inklusive blodsygdomme. 

Ældre og plejehjemspatienter, der lider af flere slags sygdomme, bør i særdeleshed gøres opmærksomme på denne sammenhæng. Omkring år 2030 vil cirka 20 procent af befolkningen være over 65, og en hel del af disse vil have brug for at bo på plejehjem. Det er allerede nu svært at håndtere infektioner i disse miljøer, dels på grund af spredningsårsager, men også fordi symptomerne er svære at tolke. Infektioner hos denne gruppe af individer kan skabe forvirring: inkontinens (vanskeligheder ved at holde på urin og afføring), tendens til at falde, nedsat rørlighed, nedsat appetit eller vanskeligheder med at kommunikere med plejepersonalet. Tilstanden er ikke altid et tydeligt sygdomstegn hos disse patienter, hvorfor der findes specifikke guidelines i disse patienters tilfælde, se referencerne. 

Hvis man udelukker sygdomme, der skader selve hjernens varmeregulerende center; visse typer af hjernetumorer, blødninger i hjernevævet eller propper i hjernens blodkar samt hedeslag, er der mange sygdomstilstande, der kan ledsages af feber: 

  1. Alle infektioner, der forårsages af bakterier, virus, rickketsia, klamydia eller parasitter (i særdeleshed protozoer) ledsages af feber.
  2. Sygdomme, hvor immunforsvaret er involveret, såsom bindevævssygdomme, medicinske reaktioner, AIDS.
  3. Sygdomme, der karakteriseres af inflammation i blodkarrene eller blodpropper, infarkt i vævet. Traume er ofte forbundet med feber.
  4. Granulomatøse betændelsessygdomme som sarkoidose og granulomatøs hepatitis har ofte feber som dominerende symptom. 
  5. Tilstanden er også symptomatisk ved inflammatoriske tarmsygdomme såsom colitis ulcerosa og crohns sygdom, såvel som andre inflammatoriske sygdomme i maven, typisk akut inflammation af bugspytkirtlen og hepatitis. 
  6. Ondartede tumorer og i særdeleshed de der omfatter knoglemarv, blod eller lymfevæv har ofte feber som et tidligt og fremtrædende symptom, mens andre ondartede tumorer som cancer i nyrerne, bugspytkirtlen, lungerne, leveren og knoglemarven sjældnere er direkte efterfulgt af feber. Når dattersvulsterne (metastaserne) opstår og celleforandringer i tumoren (nekrose), eller tillukning (okklusion), eller infektion af udgange fra organerne opstår, optræder feberen derimod ofte som et markant symptom.
  7. Visse akutte stofskiftesygdomme som gigt, Fabrys sygdom og porfyri giver ofte feber, mens binyrebarksvigt og thyreoidea sjældent har feber som symptom. Det ses endnu sjældnere ved fæokromocytom. Årsagen til feber ved disse sygdomme varierer lige fra kroppens svar på inflammationen (gigt), og til forandringer i varmereguleringen (for eksempel ved hyperthyreose og fæokromocytom).

Hvordan behandles feber?

For voksne er de almindelige anbefalinger at holde rummet køligt, at klæde sig let på, at holde en fugtig klud med koldt vand på pande og håndled, drikke meget og bruge febernedsættende medicin efter behov. For børn gælder de samme anbefalinger, men mål temperaturen hos barnet efter en halv time i hviletilstand. Hvis barnet får feberkramper (mister bevidstheden, bliver stiv i kroppen, bliver blå rundt om munden, spjætter med arme og ben), skal barnet lægges på siden og hurtigt køles af med en klud fugtet med koldt vand. Kontakt derefter straks lægen for rådgivning og undersøgelse.

Årsagen til feber hos voksne er ofte kendt

Årsagen til tilstanden hos voksne er ofte kendt, selv om man ikke altid ved, hvilken virus eller hvilken bakterie, der forårsagede urinvejsinfektionen eller luftvejsinfektionen. Hvis man flere gange får feber på over 38,3 grader i løbet af tre uger (uden at have fået en diagnose efter en uge), kaldes det uklar feber. 

Det er ofte meget svært at finde årsagen til feber på det akutte stadie. Disse tilstande klassificeres som feber med ukendt årsag. Gennem studier af disse patienter har man senere fundet ud af, at 30 procent af tilfældene beror på infektion, 20 procent på ondartet cancer, 16 procent på bindevævssygdomme, 16 procent på ”øvrige” og 18 procent fik man aldrig en diagnose på. Blandt infektioner noteres i særdeleshed infektion af hjerteklapperne (ofte med sepsis, blodforgiftning), tuberkulose og betændelse i maven. Blandt ondartede svulster noteres i særdeleshed lymfom (lymfekræft) og blandt bindevævssygdomme; kæmpecellearteritis, systematisk vasculitis og SLE. Blandt øvrige årsager noteres i særdeleshed lungeemboli, feber som reaktion på medicin og inflammatoriske tarmsygdomme. Der er således utrolig mange medicinske tilstand, der på et tidligt stadie kan give feber. Hos dem med ”øvrige årsager” forsvinder feberen oftest af sig selv, uden men for patienten.

Uklar feber hos børn

Uklar feber hos børn defineres som en temperatur på over 38,5 grader i endetarmsåbningen mere end fire gange på under to uger; her har feberen ingen kendt årsag fra sygdom eller ved fysisk undersøgelse. 

Infektioner er den dominerende årsag i disse tilfælde med over 50 procent, hvoraf over 65 procent er forårsagede af virusinfektioner hos børn under seks år. Bindevævssygdomme og inflammatoriske tarmsygdomme står for 20 procent af disse febertilstande og ondartede tumorer for ti procent (mest leukæmi og lymfekræft). Til sidst står en række forskellige sygdomme for de ti procent af de uklare febersygdomme.

Hvornår bør jeg søge læge?

Som voksen bør du søge læge, hvis du her feber i mere end fire-fem dage. Ligesådan hvis feberen forsvinder, men kommer igen efter nogle dage. Hvis du er meget medtaget, får kuldegysninger eller har svært ved at indtage væske, skal du straks søge læge. 

Hvis børn under tre måneder har feber, er sløve eller ikke vil drikke, er det tid at søge læge. Hvis barnet får feberkramper, er meget medtaget, får kulderystelser af feber eller har svært ved at indtage væske, skal du straks kontakte lægen. 

Fakta

Ordet feber kommer fra det latinske febris og defineres som en forøgelse af kropstemperaturen på over 37,5 grader Celcius (C) om morgenen og 38 grader om eftermiddagen, målt i endetarmen (rektalt). Man kan også måle temperaturen i munden (oralt), i armhulen (axillært) eller i øregangen. Den højeste nøjagtighed kommer, når man måler i endetarmen. Man begyndte at bruge febertermometre i midten af 1800-tallet, selvom det har været almindelig kendt siden Hippokrates’ dage, at feber indikerer sygdom. Det varede imidlertid indtil 1924, inden interessen for, hvorfor man får feber og hvad formålet er, blev tydeliggjort i en artikel af Oliver Heath.